Nomineret til Den Kriminalpræventive Pris


Endnu en prisnominering er blevet tildelt Rap Akademiet.
I efteråret 2010 blev Rap Akademiet nomineret til – og vandt – en Danish Music Award i kategorien Årets Initiativ for at gå nye veje med musikken. I år er akademiet blevet nomineret til Det Kriminalpræventive Råds pris, som gives til et projekt, der har lavet en særlig indsats eller et særligt initiativ på det kriminalpræventive område.
Rap Akademiets leder, Rasmus Brandt Lauridsen, er både stolt og glad for nomineringen:
“Nomineringen til Den Kriminalpræventive Pris er et stort skulderklap til Rap Akademiet, da et af vores vigtigste fokusområder er forebyggelse af kriminalitet blandt unge i de udsatte boligområder i Aarhus. En stor del af akademiets unge har været på kant med loven, men arbejdet med musikken giver dem noget fornuftigt og lærerigt at foretage sig i fritiden, så de holder sig væk fra kriminaliteten”.
Det er bl.a. lykkedes for Rap Akademiet at skabe et stærkt fællesskab blandt unge fra forskellige områder af Aarhus V. Et fællesskab som førhen var svært at etablere som følge af konflikter blandt de unge.
16-årige Mohamed Danial (MD), som er elev i Rap Akademiet og fra Gellerup, siger om fællesskabet i akademiet og fordelene ved at arbejde med musik:
“Det er fedt, at man kan komme i Rap Akademiet og lave musik med folk fra både Gellerup, Trillegården og Bispehaven, uden at der opstår problemer. Jeg bruger det meste af min fritid på skrive rim og producere beats og bliver derfor ikke fristet til at lave ballade”.
Sekretariatschef Jens Møller fra Det Boligsociale Fællessekretariat, som står bag Rap Akademiet, siger om prisnomineringen:
En af de store udfordringer i de udsatte boligområder er at finde nok gode fritidsaktiviteter til de mange børn og unge. Rap Akademiet har virkelig gjort en forskel – især for nogle af de unge, der har været svære at nå på andre måder. Nomineringen er et fortjent skulderklap til akademiet og dets medarbejdere”.
Den Kriminalpræventive Pris 2011 blev overrakt af justitsminister, Lars Barfoed, tirsdag d. 29. marts på Den Kriminalpræventive Dag i Esbjerg Musikhus. Vinderen blev projektet “Forebyggelse af digital mobning”.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Workshop med Sandra Johnston

Workshop med forfatter Mads Mygind

Blackout spiller til åbningen af ‘Sculpture by the Sea’-udstillingen